|
Juleferie 2010 Dagbog fra Filippinerne
Torsdag den 30. december 2010 Det blev en blæsende nat, og småpigen frøs igen i nat (der var vel 28 grader, men med en kraftig blæst). Da vi stod op sammen med solen, var øens andre gæster der stadigvæk, og vi skulle igen stå model til ublu og hæmningsløs overbegloning. Der er altså meget svært at affinde sig med. Og for at det ikke skulle være løgn, havde nogen i løbet af natten været i vores madkasse og stjålet en dåse tun. Hvem det var aner vi ikke, men det er ubehageligt og utrygt, at nogen har rodet i ens ting.
Da vi skal til at sejle, spørger jeg nærmest af høflighedhed, og vi skal betale Caretakeren noget. Jeg havde forventet et nej, så da han sagde 150 kr. troede jeg det var en joke. Det var jo Totos ven, og han lever ikke af at have folk boende, så han kunne da umuligt kræve mere end maksimalt 20-30 kroner for at få lov til at hænge i et par palmetræer, det er hvad det plejer at koste når der ikke er faciliteter; nogen gange koster det ikke noget, da der ingen caretaker eller folk er på stedet . Normalt vil det koste omkring 80-100 kr (for 2 pers) at bo på en ø, og det vel og mærke i en hytte, med opredning, strøm, toilet og baderum. Det var helt urimeligt, at vi ikke havde fået prisen at vide, og så selvfølgelig en total ublu pris. Ud over at blive pissesure på Caretakeren, var vi også godt sure på Toto over, at han havde givet os det indtryk at det var gratis, og så i iøvrigt ikke have talt vennen til fornuft. Vi følte os taget i røven, og det lyste langt væk, at vi var meget utilfredse, både med Caretakeren, men i allerhøjeste grad også med vores egen besætning. Det var ikke de 150 kr, der var problemet, men omstændighederne.
Stemningen på båden var ikke på toppen, da vi sejlede videre. Faktisk sejlede vi slet ikke videre, for vi drev for vinden. Motoren ville ikke starte, og først efter lang tid fik de gang i den. Lige præcis det at motoren slår ud er noget rigtigt møg, specielt i så kraftigt blæsevejr. Vi var ude af stand til at styre båden, og den kunne både drive til havs eller smadre mod klipperne eller et koralrev. Da motoren endelig kom i gang igen sejlede vi en times tid før vi ankom til Banana Island. Vi steg i land, og fik tilbudt at vælge mellem to hytter. De var på ingen måder særligt tiltalende, så vi bad om at blive sejlet de 2 km over til Malcapuya. Vi har også besøgt Banana Island før, og ville sådan set bare være der, fordi der er et godt rev at snorkle på, og det var der vi så hajer sidst.
Den ø har vi sovet på et par gange før, og er vældig glade for den. Netop i disse dage havde ejeren af øen, og en stor del af hans "store" familie (de var vist 14 pers) valgt at besøge og overnatte på øen. Det går nok, for stranden er lang, så mon ikke vi kan være i fred for hinanden. Vi snorklede på revet, og så bl.a. en malle, en muræne og en Ribbon Tailed Stingray.
På et tidspunkt ser vi Erol (Caretakeren her på øen) komme i mod os, og vi går ham i møde. Lidt bag ham går en anden mand, og Erol fortæller os, at det er ejeren af øen som vil hilse på os. Vi hilser på ham, og får en lang snak om øen her, som han købte for 38 år siden, og nogle af de 6 andre øer han ejer. Vi havde været på nogle af dem, så vi kunne rigtig tale med. Han boede selv i Manila, men havde da også lige et stort hus i Coron, ja og så selvfølgelig også et her på øen. Han led vist ingen nød. Han fortalte os, at hans mission var at bevare/genskabe øernes skønhed, ved at opkøbe, genbeplante afbrændt skov (fiskere har tidligere afbrændt mange skove på øerne, for at give plads til at tørre fisk), udsætte koraller osv..
Dagen gik med solbadning, krydsord og badning fra den fantastiske strand med sand som flødeskum, og med azurblå meget varmt vand. Vi har hængt hængekøjerne op i udkanten af denne dejlige strand, og lige nu er der nul vind, og vel omkring 30 grader varmt (klokken 21). Vi glemte lige at skrive, at på denne lille ø er der store svømmende aber (vi så en sidste år), myreslugere, varaner og en masse andet spændende liv. Jeg tror vi går i seng om ikke for længe
Fredag den 31. december 2010
Det blev en dejlig rolig nat; vi hørte overhovedet ikke den residerende familie, og de var gode til at respektere vores privatliv også, så det var dejligt. Vi stod op, og Eddie Reyes (ejeren) kom og sagde godmorgen og beundrede vores lejr; han syntes, at hængekøjerne var dødsmarte. Vi snakkede videre om dette og hint; og fandt ud af, at han er Mr. Eddike; han ejer et forretningsimperium, der er bygget op omkring forskellige fødevarer, heriblandt et kendt eddikemærke. Den ø vi bor på nu er 200 mio pesos værd, svarende til 20 mio DKK. Det var meget interessant at få sat ansigt på en ejer af en ø, som for os er meget abstrakt, altså at eje en tropisk paradisø. Men det fik vi nu, og vi fik at vide at vi var velkomne any time på en af hans øer. Han kan vist godt lide turister som os, der kommer og værdsætter og interesserer os for at bevare det særlige miljø her, med koraller og koralfisk mv.
Vi ville tage til Coron ved 12-tiden, for vi havde ikke rigtigt noget vi skulle i Coron, så ingen grund til at tage til byen når man kan flyde her...det skulle da lige være MAD. Vi er efterhånden godt sultne; igår fik vi 2 noodle cups hver, og det var alt, på en hel dag. Ingen morgenmad idag, for vi har intet udover et par liter vand. Men vi fik rigtig solet og badet, idag var vejret helt perfekt. Hele Reyes-klanen tog afsted ved 9 tiden og derefter var der kun os og caretakerne. Eddie Reyes har headhuntet en caretaker (ældgammel gubbe) fra det koralrev, som hedder Siete Pecados. Idag er hans første arbejdsdag på Malcapuya, og hans funktion bliver at forsøge at genskabe korallerne her omkring Malcapuya. Ham kender vi faktisk godt, for vi har flere gange snorklet på Siete Pecados og været imponerede over artsrigdommen, for revet ligger meget tæt på Coron, og hvor der er meget trafik og mennesker plejer korallerne at have set bedre dage. Men han kan nogle tricks, ham den gamle, og han har fået revet til at "blomstre op" i løbet af de 20 år han har haft med det at gøre. Vi så ham "sejle" ud på en flamingoklods, bevæbnet med en flaske vand, en dykkermaske, en padle og en pose koralstiklinger, og så dykker han ned ind i mellem og planter en koral. Vi håber, at han får held med det. Korallerne i disse farvande har lidt under dynamitfiskeri (formål: at få fat i akvariefisk, levende samt døde spisefisk) samt cyanidfiskeri (formål: at dræbe groupers, store tunge spisefisk, som koster 20-30 kr/kg, altså mange penge på disse kanter). Cyanidfiskeri er ulovligt på regeringsplan, men tillades lokalt af borgmesteren...og det foregår altså den dag idag! Helt uhørt tåbeligt og...jeg bliver sgu helt rødglødende arrig over sådan noget.
Ved 11.40 tiden sejlede vi fra Malcapuya, efter at have sagt farvel til Erol og betalt vores ophold. Han håber at vi kommer igen en anden gang og siger hej. Vi sejlede de ca 1½ time ind til Coron på helt blikstille vand, skønt efter al den blæst vi har haft. Vi blev sat af på havnen da vi ikke orkede at Toto skulle servicere os mere (han ville finde hotel til os, sørge for lufthavnstransport osv hvis vi ikke får bremset ham, og det er meget flinkt af ham, men en af glæderne ved at rejse er altså at klare tingene selv). Vi tog en tricykel ud til den anden ende af byen, til Hotel Michelangelo, hvor vi indlogerede os, fluks tog et bad under bruseren og slog os ned i restauranten, fik Alberto selv (den italienske ejer) til at fikse os noget pasta (lækkert afvekslende fra ris og nudler), og her sidder vi nu og hænger, nyder at der ikke er sand mellem tænder og tæer og vi er rene og lidt mere mætte end ellers, og glæder os til middagen som skal indtages på en Watrerfront restaurant inde i byen. Vi satser vores ellers så gode helbred (1 mia myggestik, inficerede sår på fødderne, diarre, hovedpine...) og håber at vi ikke bliver yderligere syge af at spise lokalt.
Ved 18 tiden tog vi en tricykel ned til La Sirenetta (det kostede os hele 2 kr.) og fik et bord. Pia bestilte en smart drink, og jeg en øl, og dertil fik Pia dagens fisk, mens jeg fik nogle kæmpestore rejer der var stegt med hvidløg.
Det var dejligt at side der og lade sig opvarte, mens man kunne side og kigge udover havet, eller ind over byen, hvis man hellere vil det. Vi fik et par drinks mere, og Pia en pandekage med Nutalla. På et tidspunkt dukkede Toto og Ariel op og hilste på os. Da vi var færdige ved 9 tiden, spadserede vi først en tur ned i byen, og så det altid pulserende liv. Det var helt klart at det var en festdag, for der var madboder, og gang i den alle steder. Efter en ½ times tid tog vi en tricykel retur til hotellet. Her fik vi en kop mokka, og et par øl, mens vi snakkede om vores oplevelser på turen. I år lykkedes det os, at holde os vågne til klokken 24.00, og oplevede dermed hvordan der blev fyret fyrværkeri af nede fra havnen ca. 1000m væk (Vi kunne side på hotellets waterfront restaurant og se direkte over til havnen og downtown.)
Lidt over klokken 24 gik til køjs i vores store dobbeltseng. Lørdag den 1. januar 2011 Vi vågnede ved 8 tiden, og tog up på terrassen og fik lidt morgenmad. Pia Filipinsk morgenmad, som bestod af ris, stegt kød, og scramblet æg. Gabor spiste ristet brød uden noget til, ud over en kaffe. Grunden til at vi overhovedet var i live efter nytårmiddagen skyldtes profylaktisk indtagelse af 500 mg Ciprofloxacin, hvilket svarer til at have udlagt et minefelt, og kastet klyngebomber ned i maven. Ingen bakterier ville kunne overleve i dette usunde bakteriefjentlige miljø, såmeget som et sekund. Så lige nu kan vi spise døde rotter hvis vi skulle få lyst til det de næste 48 timer.
Vi sad og snakkede med ejeren af hotellet (Alberto) indtil vi blev hentet af en minibus klokken 12. Vi hørte en masse spændende historier om livet hernede som italiener (han har boet her i 16 år), og om hans tidligere liv hjemme i Modena.
Hans fortællinger bekræftede os i, at selv om her er fantastisk smukt, så vil det aldrig være et sted hvor vi ville kunne være i længere tid af gange. Vores mentalitet og vaner vil aldrig kunne forenes med et liv hernede. Men en ferie som den vi har haft, er fantastisk. I forhold til den samme ferie sidste år, hvor alt bare kørte på skinder, har denne tur været præget af en masse bøvl lige fra starten af. Rejsen herned var så tæt på at gå helt galt, 40 timers rejse siger noget om dette. Derudover var vejret været meget mere ustabilt, hvilket er meget ufedt, når ens liv 24 timer i døgnet er udendørs. Vi har også haft en del bøvl med vores besætning, der ikke altid forstod dagsordenen for turen. Så vi har oplevet rigtig meget på godt og ondt, men let har det altså ikke været hele tiden, selvom det sådan ud i denne dagbog.
Lige nu er klokken 13.31 og vi har tjekket ind i Busuanga airport, og venter på at flyet skal lette mod Manila klokken 14.15. (Jeg gider dårlig nok at fortælle, at flyet uden varsel var flyttet to timer frem og at det kun var fordi at vi tjekkede op på det i går, at vi overhovedet kommer afsted i dag. Havde vi ikke det, var alle vores 4 næste flyafgange røget i vasken. Det ville således have været en reprise af udturen). I manila skal vi vente i 6 timer, før vores fly (forhåbentligt) letter mod Hongkong. Der skal vi så igen vente 9½ time før vi skal videre mod Beijing. Der skal vi så igen vente .......(gab). Vi regner med at være tilbage i Danmark klokken 19.20 søndag aften. Klokken er nu 16.00,og vi er lige kommet igennem 2. sikkerhedstjek i Manila Int. Airport termininal 1. , og skal nu vente i 3 timer til at de åbner op for indtjekning (3 timer før afgang). Turen herud gik godt. Vi landede i terminal 3, og tog en minibus til Terminal 1. Det koste 2 kr. for hver, og tog vel 15 minutter i tæt trafik.Her er meget kedeligt, og en masse mennesker.
Klokken er nu 7.31 lokal Hongkong tid (0.31 DK tid), og vi har netop forladt vores Airport Hotel her i Hongkong, efter 5 timers søvn. Hotellet var meget fint, men det fik vi ikke noget ud af. På hoved i seng og sov sov sov i fem timer. Vi har tjekket igennem til Stockholm via Beijing, og sidder lige og får en pandekage pandekage i Mc D. Nu skal Pia lige finde en bog hun kan læse i, os så er der boarding 7.50.
Vi er nu nået frem til Beijing, og har et par timer til at vi skal ombord på flyet til Stockholm. Her er skyfrit og -4 grader. Det er ikke lige noget for os brune trobedyr. Vi fik iøvrigt lige set verdens støreste passagermaskine (Den hedder vist Airbus 380) rulle rund på landningsbanen, da den lande lige efter os. Det er altså en ordenlig bamse, med sidepladser i i 2 etager i den fulde længde af flyet. Vi fik noget at spise på en kinesisk fast food restaurant, od det smagte sgu helt ok, og prisen var kun ca. 10 kr pr. portion.
Vi kom af sted fra Beijing uden problemer, og har nu en meget lang flyvetur foran os (9½ time) Vi landede til tiden i Arlanda (Stockholm på 59 N breddegrad fra Busuanga på 11 N breddegrad) efter en behagelig flyvetur. Vi var så heldige, at der var ledige siddepladser ved siden af os, så Pia kunne ligge og sove, og Gabor kunne sidde behageligt. Pia sov en del, mens Gabor fik set lidt kinesiske film uden lyd og tekster, men da langt de fleste film jo i sidste ende handler om det samme, var det til at finde ud af. Nu er klokken 16.48 og Pia har lige hentet kanelbullar, som skal habses mens vi venter på at vores fly skal afgå klokken 18.15
Når vi engang er hjemme ved 20 tiden (svarende til 3 om natten for os) efter 39 timer på farten), skal vi hente vores små hundebasser, så der venter os lige ca 2-3 timers kørsel endnu. Puha...
Klokken er 20.15 og vi er kommet hjem, men vi kan ikke få lov at hente hundene ØV Dagbog fra Filippinerne
|
