Juleferie 2009

Dagbog fra Filippinerne

Vi vil de næste 14 dage opholde os i Calamian ø-gruppen nord for Palawan, ca. 10 000 km hjemmefra

Fredag 18. december 2009

Endelig afrejsedag. Vi stod op kl. 4.30; nærmest samme tidspunkt som når vi laver Ironman; men dette her bliver forhåbentlig noget mere behageligt! Vi ordnede hurtigt de sidste småting herhjemme, fik pakket tøjet vandtæt i rygsækkene, de blev heldigvis ikke større eller tungere end at de går an som håndbagage.

Vi vil altid helst undgå checked-in baggage, da vi er bange for forsinkelser. Vi har ikke for meget tid at give af i nogle af vore skift. Ude af døren kl 6.15; med toget 6.35. Allerede rigtig mange mennesker på Hovedbanen. Vi kan godt mærke, at der er topmøde. Det er minus 7 grader, og vi er i sandaler og uden overtøj. UUUHH. Lufthavnen summer allerede af aktivitet. Det er jo store Obama-dag. Check-in gik hurtigt i automaten, og da vi ikke har bagage med kan vi stryge direkte til security check. Der var stadig 2 timer til boarding, så vi fik os en bid mad, og en snak med Cajus. Vi møder altid nogen vi kender i lufthavnen. Flyet til Amsterdam bliver en smule forsinket; sikkert pga. af at lufthavnen har været lukket ½ time pga. at AirForce one skal lande. Vi ser omtalte fly da vores fly suser hen ad startbanen. Farvel til Danmark i de næste 17 dage. Jubii.

En rolig flyvetur på 1 time, lander i Schiphol, Amsterdam og går direkte til vores gate. Der er stort security check ved gaten og vi står i kø 45 minutter. Ombord på flyet der skal flyve os til Manila. Det er en Boeing 777-200; helt ny, og vi er ca 350 passagerer. Vi blev ca. 1 time forsinket pga. to manglende passagerer. Vi håber at den når at indhente tiden, da vi kun har to timer at give af før vores næste fly i Manila. Strækningen Amsterdam-Manila er KLM's længste direkte flyvning, og 14 timers flyvetur venter os. Det går nu super behageligt; vi løser krydsord, ser film (bla. Engle & Dæmoner og Find Nemo - meget passende med en film om klovnefisk. Jeg bliver nødt til at finde en klovnefisk derude!) , spiser lidt, sover lidt, taler lidt med sidemanden Enrique. Han er filippiner af spansk oprindelse og bor i Madrid, og skal nu "hjem" til jul. Hans familie er sukkerrørsfarmere på Negros Oriental, og vi bliver inviteret til at kigge forbi, hvis vi skulle komme i nærheden.

Lørdag 19. december 2009

På et eller andet tidspunkt under flyveturen er det jo blevet lørdag, og vi skal til at lande i Manila efter en meget rolig og fin tur, klokken er ca. 10 lokal tid, hvilket giver os 1 t 45 min før vores næste fly til Busuanga Island. God tid...troede vi, men så begynder tingene at gå galt. Først skal vi gennem paskontrol, sundhedskontrol, aflevere et væld af blanketter samt have vekslet lidt penge. Vi har medbragt US dollars, da filippinske pesos ikke kunne fås hjemme. Vi veksler en håndfuld penge og får 46.000 pesos med til at klare den første tid.

Boeing 777-200er

Der er lidt forvirring omkring hvilken terminal vores fly afgår fra; vi spørger to forskellige lufthavnspersonaler, der begge siger terminal 2; vi var nu lidt i tvivl stadig, da der også stod noget vagt på vores billet om terminal 3...men vi vælger at stole på dem og tage til terminal 2. Bussen kommer ikke, så da tiden efterhånden begynder at blive knap vælger vi at tage en taxa. Enrique fra flyet vil gerne med, så vi begiver os ud i Manilas berygtede trafik...og den er ikke berygtet uden grund. Det lader til at ingen regler respekteres; og trafikken er tæt. På et tidspunkt sikrer chaufføren sig, at alle døre er låst idet der er mistænkelige personer på kørebanen...kapring og røveri er vist helt normal her. Vi kommer dog frem til terminal 2; blot for ved indgangen at få at vide at vores fly da afgår fra terminal 3...arrghhh! Og terminalerne ligger slet ikke ved siden af hinanden...endnu en taxatur venter, men vi kan se på tiden, at vi ikke vil være i stand til at nå flyet og panikken breder sig.

Vi styrter hen til Air Philippines' billetkontor, for bare at få lov at trække et nummer og stå i kø. Da det endelig bliver vores tur er vi ved at opgive at komme ud til vores ø idag. Personalet ser også opgivende på uret og trækker på skuldrene. Men da jeg ret bestemt og ophidset påpeger, at det er personalet i lufthavnen, der uden at blinke har sendt os i en forkert retning, kan de godt se, at det faktisk ikke er så godt gået. Den overordnede kommer til, og hun får hurtigt overblik over situationen, ringer resolut til nogen i terminal 3 og siger at vi er på vej og at de skal holde flyet tilbage! Sådan. Vi ræser ud på gaden, får fat i en ny taxa og får ham til at give den alt hvad han kan gennem trafikken, og vi ankommer til terminal 3, som paradoksalt nok ligger lige ved siden af den internationale ankomsthal, hvor vi var for godt en time siden; altså har vi spildt tiden med at køre rundt i taxa. Der er nu 5 minutter til skemalagt afgang, og vi springer den kilometerlange kø over, maser os ind og bliver mødt af personale som venter os.

De får os hurtigt gennem check-in (gudskelov at vi kun har håndbagage - ellers havde vi aldrig nået det!), følger os gennem security check og følger med os hele vejen til gaten, smider os i en bus og vi kan stige ombord på det lille propelfly, som de sidste (og absolut hvideste) passagerer! Resten er vist lokale Filipinoer som er på vej hjem på juleferie.

Flyveturen var flot; vi havde fin udsigt over øhavet hvor vi skal være de næste godt 14 dage. Vi lander på en betonstribe på en mark, går ind i terminalen, som var meget lille. Udenfor lufthavnen står en række jeepney'er, som er en form for minibus. Vi hyrer en (eller rettere chaufføren shanghaier os) og efter et kvarters tid har de fået fyldt bilen op, og vi kører de 26 km ind til øens hovedby, Coron Town. Vejen er delvis asfalteret, og er ved at blive repareret, hvilket medfører at bilen til tider må køre helt ud i grøften for at undgå de store huller. Turen kostede hele P150, hvilket er 15 kr.

Så er vi landet på Busuanga Island

Vores "hotel" hedder Amphibi-ko, og er et jeg har fundet hjemmefra ved at læse nogle rejseberetninger. De annoncerer ingen steder og har ikke hjemmeside, men der stod, at de var enormt søde, maden var fin og der var rent og pænt. Vi har reserveret et dobbeltværelse i 3 dage, for at have en base at starte ud med. Vi bliver modtaget af værtinden, en ung pige (Inah) som er niece til ejeren. De har ventet os, og vi får anvist værelset (det ene ud af kun to), det er en "nipa hut" (hytte af palmeblade/bambus) bygget på pæle i mangrovesumpen, med egen bådebro ned til havnen. Værelset er meget lille, men rent og med et lille badeværelse med rindende vand, hvilket vi siden vil erfare at man ikke har ret mange steder på disse kanter. Der er aircondition, men vi må hellere vænne os til at sove i varmen, for vi forventer ikke aircon når vi skal herfra.

Udsigten fra terrassen ned mod vores værelse

Der er et fællesområde mellem de to værelser; og det er nærmest som en åben veranda, hvorfra man også kan gå et par trin op til nogle få borde og stole på en terrasse. Vi skulle siden erfare, at det faktisk er en japansk restaurant, som hotellet også driver. Vi så dog aldrig nogen gæster, vi troede jo også, at det bare var der hvor hotellets gæster skulle spise, så vi havde nok undret os over hvis der kom fremmede. Der er i det hele taget en meget privat atmosfære her, idet det er familiedrevet, og familien selv bor her også.

Vi har valgt Filippinerne og Palawan ø-havet pga. den markant mindre turisme end der fx. er i Thailand. Busuanga Island bliver overhovedet ikke markedsført i vores del af verden og jeg faldt over den ved at researche i timevis på internettet. Der er kun ganske få og små hoteller i Coron, samt et par mindre resorts på øerne i nærheden. Så man kan jo håbe på, at det bliver ved med at være et område hvor masseturismen ikke får fat i de første mange år.

Vores ønske med denne tur er at komme ud, hvor der ikke er nævneværdige mængder af turister, hvor der er fremragende snorkelsteder og tropiske strande, og spændende øer at udforske. Vi har ikke store krav til vores logi; faktisk er to træer til vores hængekøjer nok. Vi er spændte på, hvor let/svært det bliver dels at finde steder at bo (det er jo juleferie, også for filippinerne; og de er jo ret mange, ca 80 mio) og blive transporteret rundt, og spændte på hvor vi skal tage hen.

Vi vil bruge de første to dage på at recognosere i området, så vi kan få en ide om, hvor vi vil hen og bo det næste stykke tid. Vi håber at kunne blive sejlet ud til en ø hvor vi enten kan bo på et resort eller en hytte eller...De resorts jeg har kunnet finde hjemmefra og som har hjemmesider, er enormt dyre, taget i betragtning at vi er i Asien, ca 1000 DKK for en overnatning i hytte ved stranden. Dette inkluderer så alle måltider, men vi ved jo at mad er vildt billigt her. Vi satsede derfor allerede hjemmefra på at finde nogle steder som ikke reklamerer på nettet osv. og som sandsynligvis er billigere. Ikke fordi vi nødvendigvis ville spare, men fordi vi synes det var sjovere med lidt mindre og måske mere originale steder.

Jeg havde læst hjemmefra, at Amphibi-ko kunne være behjælpelige med at skaffe en båd til os, så vi spurgte straks, om vi kunne leje en båd til imorgen. Det kunne vi sagtens. Vi betaler forud for de tre overnatninger; P3000 = 300 DKK, inkl. morgenmad.

Byvandring i Coron Town

Efter at have skyllet os gik vi et par timer rundt i byen. Det var noget af et kulturchok for mig, som aldrig har været i Asien før. Folk der har været i Asien vil vide, at byerne er SÅ meget anderledes end europæiske byer. I mine øjne var det i starten nærmest det rene slum at se på, men efter at have vænnet sig til det kunne jeg se, at det simpelthen bare er den måde man bygger og bor på her. Selvfølgelig har de ikke ret mange penge her, og de bor småt og tæt, men ser sunde og raske ud, har rent tøj på og er glade. Det er en meget langstrakt by, der strækker sig langs kysten over flere km, men der er ikke bygget ret langt ind i landet. Meget er bygget ud i vandet på pæle, og består af bambus/palmeblade/bølgeblik og andre forhåndenværende materialer. Der er små butikker OVERALT, selv længst ude på "broerne" og de sælger alle mulige små madting, slik osv. Der er et centralt ret stort marked (kød, fisk, frugt, grønt, ris, tøj, dimser), hvor det meste handel foregår, samt en masse sjove butikker hvor man kan købe alt muligt, fra hanesnore til basketbolde og kogeblus og kileremme. Basketball er nationalsporten her til lands, og vi så en kamp. Byens centrum er nærmest bygget op omkring sportarenaen, som ligner en sportshal uden sider. Der skal være jule-basket-turnering. Byen er pyntet godt op til jul, her er både nissemænd og lysende rensdyr og en kæmpemæssigt og meget fint pyntet "juletræ".

Ammmm

Vi går rundt i byen og bliver kigget grundigt på, hvide og lyshårede som jeg/vi er. Der er vildt mange børn synes vi, og de fleste siger hej til os og griner genert. Vi tænkte at vi ville gå til Makinit Hot Springs (nogle varme kilder uden for byen), men vi er trætte og vender om og trasker hjemad. Vi får købt lidt ind, en kniv, solcreme faktor 40!, ananas, bananer, vand, vaskepulver, klip-klappere og en sarong. Så er vi klar til at gå hjem og bestille mad, som bliver chicken curry med hvidløgsris, og en Red Horse. Det kan i selv gætte hvad er. Gabor er pludselig blevet meget hesteinteresseret! Vi spiser i mørket på terrassen og nyder lyden af en aften i troperne...hundeglam, hanegal, børneleg, snak og musik, de allestedsnærværende tri-cykler (sidevognsmotorcykel med halvtag) og vandet der er ved at stige under os. Det er en hyggelig form for larm.

Vi vasker vores rejsetøj - har jo ikke meget tøj med. Så er det vist også sengetid, det har været et langt døgn. Men hvor er det fedt at endelig være her og se stedet i virkeligheden.

Søndag 20. december 2009

>> Dagens sejltur på 22,8 km (2 timer 4 minutter)

"Ål de mæn in de vørld is like this" - "Ål de mæn in de vørld is like this" - "Ål de mæn in de vørld is like this". Det var de skønt udtalte ord vi vågnede til, og som blev udtalt ikke færre end tre gange i træk! De kloge ord blev udtalt af vores franske nabo, som vi i øvrigt har haft fornøjelse af at høre på den halve nat, imens han sad og delte en flaske rom, med hvem ved vi ikke; for os lød det som en monolog af den anden verden. Aldrig har nogen hældt så meget vand ud af ørerne, og vi kan afsløre at palmebladshytter ikke er særlig lydisolerende!

Men vi har fået sovet en del alligevel, gik i seng 19.30 og stod op 7.30, så nogle timer er det da blevet til.

Inah spurgte, om det var OK at vi delte båd med vores naboer; vi blev vist helt grønne i ansigtet og fik sagt klart og tydeligt: NO; det gider vi bare ikke. Er ikke taget halvvejs rundt om jorden, for at spare 75 kr på bådsleje, til gengæld for at være sammen med idioter! Det blev hun vist lidt overrasket over, det er åbenbart normalt at folk slår sig sammen om dagsturene, men vi vil gerne bestemme selv, hvor og hvornår vi skal hen.

Morgenmadstid. Vi var godt sultne og havde set frem til morgenmad. Der var sat 3 bittesmå pandekager frem til os, det var så morgenmaden. Nå ja, vi er jo heller ikke kommet for at spise. Vi fik et par mangofrugter og en klase bananer af en "pige" som arbejder på hotellet. Hun var genstand for flere interne diskussioner om, hvorvidt hun var pige eller dreng. Det var tydeligt at hun ville se ud som en pige, men hendes stemme var simpelthen for dyb til at der ikke er noget testosteron med i billedet. Det er åbenbart almindeligt og helt accepteret med de såkaldte "ladyboys". Vi skal ikke gøre os kloge på hvad det går ud på...

Om 2. sekunder er Småpingen for første gange nogen sinde i et koralrev

I mellemtiden havde Inah fundet os en anden båd og bådsmand, og den var nu klar. Båden lå for enden af vores private mole. Vi blev enige med kaptajn Toto om en tur til Coron Island (som er en ø ca. 20 min væk; og som ikke må forveksles med Coron town, som jo ligger på Busuanga Island - lidt forvirrende); en tur som desuden omfatter et besøg ved Siete Pecados. Siete Pecados er syv små klippeøer som ligger i en kreds rundt om et meget flot koralrev, som beskyttes af en opsynsmand, som også tager et gebyr på P100 for at lade os snorkle. Det er en fin ordning. Det er kun 10 minutters sejlads fra byen.

Toto og Ariel

Båden vi skulle sejle med hedder Baby Giselle 2; og bestyres af kaptajn Toto og hans bådsmand Ariel, en ung fyr.

Siete Pecados blev således min første snorkeltur. Jeg startede med at drive ind i en koral, og de kan jo være hulens skarpe og fyldt med nældeceller og bakterier, så jeg fik et flot sår på låret, som jeg havde glæde af resten af turen. Desuden synes jeg ikke at min snorkel gav mig luft nok, og mine briller duggede hele tiden. Men efter et par justeringer af udstyr fik vi et fantastisk første dyk. Det var som at hoppe ned i et akvarium, myriader af fisk i alle former og farver. Helt fantastisk. Vandet var dejlig varmt og klart, ca 32-33 grader, aaahhh!

1. dyk: Siete Pecados (vi så bl.a.):
Chaetodontoplus mesoleucus Singapore angelfish Hvidstrålet dværgkejserfisk	Heniochus acuminatus Pennant butterflyfish Alm. vimpelfisk	Sphaeramia nematoptera Spotted cardinalfish Pyjamas kardinalfisk
Labroides dimidiatus Bluestreak cleaner wrasse Pudsefisk	Platybelone argalus Flattailed needlefish Nålefisk	Abudefduf vaigiensis Indo Pacific sergeant major Indopacifisk sergentfisk
Chrysiptera parasema Yellowtail damselfish Gulhalet damselfisk	Cirrhitus pinnulatus Stocky hawkfish Plettet falkefisk	Arothron meleagris Yellow puffer fish Gul Pufferfisk
Diadema setosum Black longspined sea urchin Søpindsvin	Epinephelus quoyanus Longfin grouper Havaborre

Udsigten ud over havet, som den ser ud på vej mod Kayangan Lake

Efter Siete Pecados sejlede vi til Coron Island, hvor båden lagde til i en meget smuk lagune med turkisgrønt, helt klart vand. Vi skulle gå op ad en sti, over et lille klippedrag og derefter ned igen, til en ferskvandssø, som hedder Kayangan Lake. På vej op ad klippesiden var der et udsigtspunkt, og da Gabor ser det, kan han huske, at han har været her før. Vi går hen og kigger ud og vi ser et billede, som vi har set på internettet og som vi har lagt på dagbogen her, da vi fandt ud af, at vi skulle til Filippinerne. Sjovt at se stedet i virkeligheden. Vi fik taget vores egne billeder herfra nu. Vi hører pludselig stemmer, og vi er ikke i tvivl; det er vores franske nabo fra hotellet. "Come on, I'm dying for a beer" lyder det meget intelligent fra ham.

På vej mod Kayangan Lake

Han er på et af verdens smukkeste steder, kl. er 11 formiddag ...og så siger han sådan. Fjols! Vi gemmer os til han er smuttet og så har vi området for os selv igen. Søen har fantastisk klart vand og er helt turkisgrøn. Der er ikke mange fisk men vi snorkler alligevel, da der er nogle rigtig flotte stenformationer under vandet. Her er meget fredeligt og vi ligger og tørrer på badebroen indtil vi synes det er på tide at gå ned til båden. Stedet her er også under opsyn og vi giver gerne de P200 for oplevelsen.

Turen til Barracuda Lake var ikke for gangbesværede personer

Herefter sejler vi videre nogle få minutter til Barracuda Lake, hvor man skal klatre over nogle uvenlige klipper for at komme frem. Det er ikke for gangbesværede, skulle vi hilse og sige. I denne sø er der også rigtig flotte stenformationer. Vi svømmede i lang tid i søen, vandet var rigtig dejligt og der var faktisk lidt forskellige fisk og kigge på i dybet. Det er et par meget dybe søer; og det siges at der i denne sø engang er fundet et skelet fra en barracuda; deraf navnet.

Så sejlede vi videre til Twin Lagoon, hvor vi blev smidt i vandet. Vi svømmede igennem et hul i klippen og kom så ind i lagunen. Karakteristisk for stedet her var de meget markante varme hhv. kolde strømme. Man kunne decideret se hvor vandet skiftede fra koldt til varmt, og det blev uklart. Der var meget lavvandet, der var flotte koraller, søanemoner og muslinger. Vi så igen meget flotte fisk, og lidt senere fandt Gabor min yndlingsfisk over dem alle: den flotte røde Fløjsklovnefisk. Vi var meget betaget af den, ingen af os havde set klovnefisk i virkeligheden før.

2. dyk: Twin Lagoon (vi så bl.a.):
Premnas biaculeatus Maroon clownfish Fløjsklovnefisk	Linckia laevigata Blue starfish Blå søstjerne	Tridacna crocea Giant clam Kæmpemusling

Vores båd og en badenymfe

Efter Twin Lagoon blev vi sejlet til en lillebitte hvid strand, omgivet af klipper. Der var kun os der og det var meget smukt. Vi spiste en ananas og 1 mangofrugt, og ellers har vi ikke rigtig fået noget mad i løbet af dagen. Vejret er varmt, solrigt med sporadiske lette skyer.

Efter en times afslapning sejlede vi hjem til Coron Town; alle de steder vi har beskrevet her ligger på/ved Coron Island! Vi blev budt varmt velkommen hjem af Inah og hendes tante. De er enormt søde. Toto spurgte hvad vores planer var for imorgen, og vi ville jo gerne sejle ud og se nogle andre øer og gode snorkelsteder, så vi kunne få en ide om hvor vi skal tilbringe noget tid. Han foreslog Calumbuyan Island og nogle koralrev forskellige steder undervejs; og det synes vi var fint, da denne ø er en jeg har læst om og gerne vil se. Jeg har jo, sædvanen tro, researchet lidt og lavet en notesbog med nyttige informationer. Turen imorgen vil koste P3000 mod P1500 for dagens tur, men det skyldes at det er nogle meget længere stræk vi skal sejle. Vi aftaler at han kommer kl. 9 og henter os med båden.

Toto, Ariel og deres families hus

Vi går derefter en tur ned til markedet for at proviantere til imorgen. Efter at have tullet lidt rundt her, møder vi Toto, som glædestrålende udpeger sit "hus"; noget man i bedste fald kan kalde et skur, nærmest bare nogle pinde, lidt presenninger og palmeblade som laver et lille tag over hans ejendele. Det ligger lige ved siden af markedet, og vi gætter på, at han ikke ejer grunden men bare har "bygget" skuret og fået lov at blive der. Der var flere af samme slags.

Vi gik tilbage, efterhånden godt sultne, og spiste til aften på hotellet. Belært af erfaring bestilte vi 4 x garlic rice istedet for 2 samt vegetable curry. Vi er lidt bange for at blive syge af maden, så vi prøver at undgå kylling og skaldyr, og holder os i stedet til grønsager og kogt ris. Igår blev Gabor meget træt efter maden; eller var det efter et par Red Horse??? Så vi troede at det var fordi han ikke længere kan tåle øl; men idag faldt han i søvn allerede inden maden og Red Horse kom på bordet; så heldigvis er det ikke øllets skyld:-). Vi kiggede lidt i vores fiskebog, og derefter gik vi en tur ned i byen. Det bliver mørkt kl 18 og lyst kl 6, så der er 12 timers mørke her. På pladsen ved rådhuset var der stor aktivitet, alle byens unger legede og der var basketballturnering. Der mangler ikke noget udi julepynt (befolkningen er overvejende romersk-katolsk - ligesom Gabor:-) så man kan godt sige at "Coming home for Christmas" gælder her). Der er et kæmpe kunstigt juletræ, lys overalt og velkendte julesalmer (Oh Christmas tree). Vi fandt en butik med et større udvalg af kiks og slik mv, som er god at kende til vi skal proviantere til vores ø hop tur. Vi sad lidt og så på al hurlumhejet. På et tidspunkt kom vi til at tale om, hvor alle byens gamle er henne; vi har ikke set nogen ældre mennesker i bybilledet, hvilket er meget pudsigt.

Vi gik hjem, vaskede lidt tøj og gik i bad og i seng. Håber at vores franske ven går tidligt kold i aften; han var allerede igang med en flaske Tanduay (læs: lokal rom, P90 for en flaske, 9 kr!) inden aftensmaden...

Det har været en rigtig dejlig dag. Jeg har snorklet for første gang og set så mange nye og flotte ting.


Sikke en første dag :-)

Dagbog fra Filippinerne